Fionia – det første år 1991

Assens, april 2021 af Carl Erik Lundgaard

Det havde kørt rundt i mit hoved et stykke tid: der var rundt omkring i landet mange større amatørorkestre indenfor klassisk musik, jazz og forskellig andet. Jeg syntes også jeg havde hørt om nogle større folkemusikorkestre. På Fyn havde vi ikke den slags, men der var masser af folkemusikere og spillemænd i de forskellige folkemusiklaug, som hver især havde forskellige grupper. Laugene arbejdede fint sammen med at skabe det årlige Højbystævne, men mig bekendt havde der aldrig været optræk til større musikalsk samarbejde. Hvorfor nu ikke det?


Så fik jeg en henvendelse. Det var i sensommeren 1991. Henvendelsen kom fra Jørgen Arnsted, som var tubaspiller i Odense Byorkester og underviser på Det Fynske Musikkonservatorium. Han var også medlem af det daværende Fyns Amts Musikråd. Han fortalte, at der var et større arrangement i støbeskeen, som skulle finde sted i Odense Koncerthus d. 17. november samme år under overskriften: ”Herfra min musikverden går”. Der skulle være klassisk musik, jazzmusik, børnekor og forskelligt, De ville gerne have folkemusikken repræsenteret, så han ville høre, om jeg kunne hjælpe med det. Og det måtte gerne være noget helt nyt og epokegørende, sagde han med et stort smil.

Jeg snakkede med forskellige i miljøet, lavede en liste med navne, og kontaktede dem, der var på listen ved årets Højbystævne d. 6. – 8 sept. Navnene var udvalgt ud fra nogle kriterier såsom instrument, lidt nodekendskab, personer som ville kunne fungere positivt i en lidt udfordrende sammenhæng og sån. Folk der blev spurgt virkede glade, bagsiden var, at de der ikke blev spurgt var langt mindre glade. Nogle var meget fornærmede eller skuffede eller sårede, og jeg fik rigtig mange skældud. Der var ikke andet at gøre end at holde tungen lige i munden og køre på, for tiden var knap.Vi havde den første øvedag søndag d. 29. sept. Udspillet var jo, at vi skulle lave et stort ca. 30 mand/kvinde stort orkester med forskellige instrumentgrupper, repertoiret skulle til en start være rimelig kendt traditionelt stof i spændende arrangementer. Jeg skulle forsyne med melodistof skrevet ud med arrangementer, og jeg skulle dirigere orkesteret.

Humøret var højt, men det viste sig straks, det var vanskeligere end forventet. Ingen var vant til at spille med en vis præcision, en del var meget usikre på noder, mange var mere optaget af bare at spille end at lytte til de andre, jeg havde ingen erfaring som arrangør og dirigent af så stort et orkester. Der blev aftalt orkesterøvning søndag d. 6. okt., søndag d. 3. november og d. 17. nov. nogle timer inden vi senere på dagen skulle spille i koncerthuset.
Ambitionsniveauet blev justeret noget nedad de få øvedage taget i betragtning, og de almene orkesterevner in mente. Men humøret var højt. Jeg husker jeg på den sidste øvesession indskærpede, at orkesterets udstråling af overskud, lyst og humør var helt afgørende. Jeg truede med (lovede), at jeg skjult for publikum ville lyne mine bukser ned, hvis orkesteret så for triste ud.
Jeg husker ikke repertoiret, og jeg husker ikke rækkefølgen på de optrædende, men jeg mener vi kom på scenen midt i koncertforløbet.

Der var 1200 yderst positive tilskuere, og vi kørte løs. Da jeg midt i vores forløb syntes orkesteret virkede lidt glansløst, begyndte jeg, med ryggen til publikum forstås, at pille vedmin lynlås i bukserne. Virkningen var som en bane kokain i et hungrende næsebor. Orkestret blev ramt af ny energi, selvtillid, smil i ansigterne og livlige fingre. Vi fik koncertens største applaus og sluttede af i allerbedste humør. Jeg selv var forbløffet over hvor godt det gik, da jeg egentlig havde haft en følelse af, at det var halsløs gerning.
Jørgen Arnsted kom hen for at snakke efter koncerten. ”Det var vel nok en stor skuffelse” var hans ord. ”Jeg havde regnet med at det ville være et nyskabende folkemusikband med nyskabende arrangementer, men det var det så langt fra. Jeg troede i skulle have bevilget støtte fra Fyns Amts Musikråd fremover, men det kan du godt glemme alt om……….osv.” Jeg valgte at lægge hans ord bag mig, da jeg forlod koncerthuset, og nævne det ikke for orkesteret.

I orkesteret blev vi enige om, at vi ville fortsætte. Jeg synes selv, jeg var god til at samle og sætte orkesteret igang, men mærkede jo hurtigt at det var en plage for mig at stå der som musikudvikler og dirigent. Jeg var bare ikke god til det. Efter et års tid indvilligede Keld Nørgaard i at tage over, og det viste sig jo at være en strålende ide.