Fionia – det første år 1991

Assens, april 2021 af Carl Erik Lundgaard

Det havde kørt rundt i mit hoved et stykke tid: der var rundt omkring i landet mange større amatørorkestre indenfor klassisk musik, jazz og forskellig andet. Jeg syntes også jeg havde hørt om nogle større folkemusikorkestre. På Fyn havde vi ikke den slags, men der var masser af folkemusikere og spillemænd i de forskellige folkemusiklaug, som hver især havde forskellige grupper. Laugene arbejdede fint sammen med at skabe det årlige Højbystævne, men mig bekendt havde der aldrig været optræk til større musikalsk samarbejde. Hvorfor nu ikke det?


Så fik jeg en henvendelse. Det var i sensommeren 1991. Henvendelsen kom fra Jørgen Arnsted, som var tubaspiller i Odense Byorkester og underviser på Det Fynske Musikkonservatorium. Han var også medlem af det daværende Fyns Amts Musikråd. Han fortalte, at der var et større arrangement i støbeskeen, som skulle finde sted i Odense Koncerthus d. 17. november samme år under overskriften: ”Herfra min musikverden går”. Der skulle være klassisk musik, jazzmusik, børnekor og forskelligt, De ville gerne have folkemusikken repræsenteret, så han ville høre, om jeg kunne hjælpe med det. Og det måtte gerne være noget helt nyt og epokegørende, sagde han med et stort smil.

Jeg snakkede med forskellige i miljøet, lavede en liste med navne, og kontaktede dem, der var på listen ved årets Højbystævne d. 6. – 8 sept. Navnene var udvalgt ud fra nogle kriterier såsom instrument, lidt nodekendskab, personer som ville kunne fungere positivt i en lidt udfordrende sammenhæng og sån. Folk der blev spurgt virkede glade, bagsiden var, at de der ikke blev spurgt var langt mindre glade. Nogle var meget fornærmede eller skuffede eller sårede, og jeg fik rigtig mange skældud. Der var ikke andet at gøre end at holde tungen lige i munden og køre på, for tiden var knap.Vi havde den første øvedag søndag d. 29. sept. Udspillet var jo, at vi skulle lave et stort ca. 30 mand/kvinde stort orkester med forskellige instrumentgrupper, repertoiret skulle til en start være rimelig kendt traditionelt stof i spændende arrangementer. Jeg skulle forsyne med melodistof skrevet ud med arrangementer, og jeg skulle dirigere orkesteret.

Humøret var højt, men det viste sig straks, det var vanskeligere end forventet. Ingen var vant til at spille med en vis præcision, en del var meget usikre på noder, mange var mere optaget af bare at spille end at lytte til de andre, jeg havde ingen erfaring som arrangør og dirigent af så stort et orkester. Der blev aftalt orkesterøvning søndag d. 6. okt., søndag d. 3. november og d. 17. nov. nogle timer inden vi senere på dagen skulle spille i koncerthuset.
Ambitionsniveauet blev justeret noget nedad de få øvedage taget i betragtning, og de almene orkesterevner in mente. Men humøret var højt. Jeg husker jeg på den sidste øvesession indskærpede, at orkesterets udstråling af overskud, lyst og humør var helt afgørende. Jeg truede med (lovede), at jeg skjult for publikum ville lyne mine bukser ned, hvis orkesteret så for triste ud.
Jeg husker ikke repertoiret, og jeg husker ikke rækkefølgen på de optrædende, men jeg mener vi kom på scenen midt i koncertforløbet.

Der var 1200 yderst positive tilskuere, og vi kørte løs. Da jeg midt i vores forløb syntes orkesteret virkede lidt glansløst, begyndte jeg, med ryggen til publikum forstås, at pille vedmin lynlås i bukserne. Virkningen var som en bane kokain i et hungrende næsebor. Orkestret blev ramt af ny energi, selvtillid, smil i ansigterne og livlige fingre. Vi fik koncertens største applaus og sluttede af i allerbedste humør. Jeg selv var forbløffet over hvor godt det gik, da jeg egentlig havde haft en følelse af, at det var halsløs gerning.
Jørgen Arnsted kom hen for at snakke efter koncerten. ”Det var vel nok en stor skuffelse” var hans ord. ”Jeg havde regnet med at det ville være et nyskabende folkemusikband med nyskabende arrangementer, men det var det så langt fra. Jeg troede i skulle have bevilget støtte fra Fyns Amts Musikråd fremover, men det kan du godt glemme alt om……….osv.” Jeg valgte at lægge hans ord bag mig, da jeg forlod koncerthuset, og nævne det ikke for orkesteret.

I orkesteret blev vi enige om, at vi ville fortsætte. Jeg synes selv, jeg var god til at samle og sætte orkesteret igang, men mærkede jo hurtigt at det var en plage for mig at stå der som musikudvikler og dirigent. Jeg var bare ikke god til det. Efter et års tid indvilligede Keld Nørgaard i at tage over, og det viste sig jo at være en strålende ide.

Historie 1992 – 1998

Her er en liste med Koncerter, Festivaler og Historie 1992 – 1998

1992 Højbystævnet

1994 Koncert på Rytmeposten Se denne

1995 Ved Amtsmusikpris uddeling Koncert

1995 Ibjerg friskole Koncert

1995 Odense Havnefestival

1995 Skagen Festival Se denne

1995 Gl Avernæs kursuscenter

1995 Højbystævnet

1995 Nordisk Musiktræf, Odense rådhus

1996 Højbystævnet

1996 Bakkegården i Højby

1996 Koncert Grundlovsdag, Frøbjerg Bavnehøj

1997 Vesterdal Ungdomsskole

1997 Strib Visefestival

1997 Storebælt broarrangement

1997 Højbystævnet

1997 “Internationale Tanz- und Musikfestival”, Berlin Se Berlin 1997

1998 Højbystævnet

1998 Koncert i Velling

Jørgen Broe 30 år i Fionia

Af Jørgen Broe maj 2021

Med i fionia i 30 år – ja, det er forskrækkende mange år, men der har været mange gode oplevelser, rigtig mange.
Blandt højdepunkterne er Berlin og 2x Skagen festival, og apropos Skagen er der 3 erindringer der springer frem.


Første gang i Skagen spillede vi på pladsen på store scene og backstage stod en stor tank der påkaldte sig opmærksomhed ved sin brummen.
Den indeholdt koldt fadøl, og der var tilmed en hane lige ved indgangen til scenen.
Denne hane var vi en del der gjorde meget brug af, så meget at vi dårligt kunne finde den til sidst.
Vi delte opdagelsen med et estisk orkester, der spillede efterfølgende, og som vi var nogle der fik en festlig drikkefest med.

Vi spillede også, samme år, på en mindre scene på Skagen havn, hvor følgende udspandt sig:
Pladsen var, som så ofte før, trang på scenen, og på et repos bag orkester, stod ”compen”, dvs. Erik (bas), Mikkel (trommer) og jeg (guitar), et hoved højere end resten af orkester.
Stemningen blandt publikum var ret god, og på et tidspunkt kom er ret stor herre med 3 fadbamser i favnen
og han gik lige direkte igennem hele violingruppe mv. og overrakte de 3 fadøl til compen!
– det er lige før dette kunne kaldes højdepunktet i min musikalske karriere. –

Anden gang i Skagen var der regn, masser af regn. Med til Skagen dette år, havde Lene og jeg lånt en Camp-let af vore naboer Kate og Jørgen (Jørgen Føns som nu senere er mangeårigt medlem af Fionia).
Camp-letten, med et ret stort fortelt, blev ved lidt af et tilfælde placeret på et lokalt højdepunkt, og det viste sig ret heldigt.
Regnen silede senere ned. Mange fionister endte med deres telt i en mudderpøl, og Camp-letten blev i disse dage
et fionisk samlingssted, hvor vi spiste måltider, drak kaffe, spiste kage og jammede en hel masse……
– rigtig hyggeligt og mindeværdigt. –

– ja, og sådan kunne man blive ved – dog lige til sidst en tak til Carl Erik for at have startet projektet og for vores allerførste koncert i Odense koncerthus.

Og æret være Keld Nørgård for hans mangeårige indsats for orkesteret.

Berlin 1997

Af Flemming Frausing April 2021

Da jeg for 10 – 12 år siden var på byferie i Berlin sammen med mine to yngste børn, boede vi tilfældigvis blot 500 m fra Wabe. Det lignede helt sig selv med masser af aktiviteter: Koncerter, teater, udstillinger, festivaller o.s.v. Her er billeder mm. fra Berlin ……

WABE, kulturhus i det tidligere Østberlin (bygget 1986)

Billedresultat for wabe berlin
Billedresultat for wabe berlin
Billedresultat for wabe berlin

Program fra 1997

Historie 1999 – 2010

Her er en liste med Koncerter, Festivaler og Historie 1999 – 2010

1999 Musikskole-kursus koncert

1999 Vesterdal Ungdomsskole – øver og koncert

1999 Fionia Demo CD , studieoptagelser

1999 Teglværks festival, Lilleskov teglværk

1999 Gram – koncerter

2001 Højbystævnet

2001 Skagen Se denne

2001 10 års jubilæum Se denne

2005 Koncert “Højfynsk foreningsaften”

2006 10. juni Sommerfest med koncert Tranemosegård

2006 Anders Ringgård overtager dirigent stokken fra Keld.

2007 Demo CD optagelse

2008 Frøbjerg Bavnehøj, Grundlovsdag

2008 Koncert i Jordløse liveoptagelse

2008 Frey Thyrré Klarskov overtager i efteråret 2008.

2010 Keld overtager igen i efteråret 2010

Skagen 2001

Af Flemming maj 2021

Skagen Festival 2001 i regnvejr
Og det regnede og regnede i lårtykke stråler…..

Det voldsomme skybrud satte festivalpladsen under vand.  På en del af campingpladsen stod teltene under vand (30 – 40 cm).  De fleste tog det med højt humør. Ja, nogle sejlede endda rundt i gummibåd med deres fiskestænger klar.  Vandet trængte også et stykke  ind i det store festivaltelt. Det krævede meget langskaftede gummistøvler for at passere vandmasserne tørskoet, når man ville til koncert.

P.S.  Jeg havde selvfølgelig med rettidig omhu placeret mit telt på en lille bakke.

Og her programmet…….

Skagen-2001

Historie 2011 – 2021

Her er en liste med Koncerter, Festivaler og Historie 2011 -2020

2011 20 års jubilæum Se denne

2011 Jubilæums CD, liveoptagelse

2013 Julekoncert Lilleskov Teglværk

2015 Koncert i Studenterhuset, Videooptagelse

2017 Koncert i Ørbæk midtpunkt Se Sidste koncert med Keld

2017 Elisabeth Dichmann overtager fra Keld

2018 “Folkemusikorkestret Fionia” skifter navn til “Fionia Folk BigBand”

2018 Thorøhuse Forsamlingshus

2018 Videbæk Harmonikatræf

2018 Uldum Gademusik festival

2019 Storms pakhus under Odense havnefestival

2019 Hørvævsmuseet

2020 Fionia lukker ned 11. marts. I ved alle hvorfor…..

2020 Frey vender tilbage efter Elisabeth

Aflyste i 2020:
Faaborg efterskole
Tommerup efterskole
Uldum Gademusiok festival

Sidste koncerter med Keld som dirigent 2017

”Det er meget svært at spille sækkepipe – gid det var umuligt”
Citat: Storm P. og Keld.



Koncert i Ørbæk Midtpunkt 26 februar

Fionia-og-13-rigtige-plakat-a3-2017

Kaere-Fionisser-og-eksilfionisse-Anna

Her er 3 videoer fra koncerten. Der findes mere video, men det er utrolig tidskrævende at redigere, men jeg skal ikke udelukke at der kommer flere, dog lidt enklere redigeret.

De to første har Peter redigeret. Tak for indsatsen.



Og her kommer Trekanterne som Keld har redigeret

Ekstra koncert 4. april Verninge Husflid

Ørbæk blev ikke den sidste koncert med Keld. Verninge husflid var værter ved koncerten hvor Keld overdrog Fionia til Elisabeth.
Her er sætlisten til denne koncert

Saetliste-til-afslutningskoncert-med-Keld

Peter – ny i 2020

31. marts 2021 af Peter Morling

Hvorfor søger jeg ind i FIONIA?
Jeg er interesseret i den amerikanske bluegrass. Men det kan man ikke gå til i Odense. Det nærmeste er irsk folkemusik på musikskolen 17:48. Som viste sig at have spændende udfordringer og som man bliver glad af at spille. Men jeg ville gerne arbejde mere med musikken og en dag, da jeg var til jazzkoncert på biblioteket. Var der en som snakkede om FIONIA orkestret. Jeg synes det lød spændende og så gik jeg hjem og skrev en mail til dem, og fik lov at komme på prøve.


Hvordan er det at komme ind i FIONIA? Jeg er helt ny og har kun været der et par gange og folk har været rigtig søde. Det er et
seriøst orkester. Det er godt organiseret med mange dygtige og rutinerede musikanter, som har dyrket deres interesse i mange år. Der er et højt niveau og det er fedt for mig,
fordi jeg gerne vil udvikle mig. Jeg håber at samfundet bliver lukket op igen, så vi kan komme ud og spiller koncerter i 2022.
Jeg bemærker et spændende repertoire i FIONIA, der indeholder mange skævheder og som jeg synes gør folkemusikken interessant og udfordrende. F.eks. da jeg mødte Keld Nørgaards numre som Polska, Skytsenglen, Sortevalsen. Kom jeg til at tænke på orkestret
Afenginn, som er fantastisk blanding af folk, klassisk og skævheder.

I forbindelse med jeg øver op på FIONIAs repertoire og keder mig under COVID-19 nedlukningen i vinteren 2020/2021. Har jeg lavet en YouTube-video med poppet udgave af Skytsenglen som var et sjovt jule-projekt.

Dirigenter mm.

Carl Erik Lundgård1991 – 1992Fionia – det første år 1991
Keld Nørgård1992 – 2006Keld Nørgaard overtager 1992
Anders Ringgård2006 – 2008
Frey Klarskov2008 – 2010Dirigenter mm.
Keld Nørgård2010 – 2017Sidste koncerter med Keld 2017
Elisabeth Dichmann2017 – 2020Lille Martin
Frey Thyrré Klarskov2020 –

Frey Thyrré Klarskov 21. juni 2021

Der er ingen tvivl om at Fionia er en ganske særlig arbejdsplads for ‘dirigenterne’. Da jeg som forholdvis uprøvet dirigent tog over, fik jeg som det første overrakt en kuffert med tre ting – noder, en troldhassel-pind som dirigentstok og en rød klovnenæse.

Jeg havde naturligvis sørget for at kigge på arrangementerne og de numre Fionia havde på repertoiret, men fandt hurtigt ud af, at så snart man havde talt ind, kunne alt ske. Orkesteret levede simpelthen sit eget liv. De nedskrevne arrangementer var ikke altid til meget hjælp, for oven i hatten var der tilføjelser, rettelser, ændringer i rækkefølger og syv forskellige måder at spille B-stykket på. Det er som den kendte talemåde med humlebien. Den burde ikke kunne flyve, men det gjorde den, musikken, og sikke en udladning af energi og spilleglæde den lettede med!

På den måde var den krøllede troldhasselpind en perfekt dirigentstok for et orkester, der lige så ofte går sine egne vegne som dirigentens.Men hvad gør man så, når man står og svinger med armene, og opdager at musikernes opmærksomhed tydeligvis er andre steder, i noderne eller de utallige notater og repetetioner, andenstemmer og instrumentskift?
Man tager naturligvis den røde klovnenæse frem, sætter den på næsen, og venter på reaktionen!

Stort tillykke til humlebien med jubilæet. Det er en fornøjelse at deltage i Fionias skæve musikalske univers, og jeg ser frem til mange gode år.

På kryds og tværs

Her er diverse indlæg fra nuværende og tidligere medlemmer om dette og hint……….

Fionias Dynastier
Af Per Hove Andreassen august 2021

Til trods for sin flade og ofte nærmest anarkistiske struktur har FIONIA altid været præget af en række stærke og dominerende dynastier.

Nørgård-Mose
Det absolut dominerende dynasti i størstedelen af FIONIAs eksistens har været Kong Keld (Nørgård) og hans Keldinger, Mosepigerne Karen og Anna. Kongens bedrifter skal ikke omtales nærmere her, men Karen Mose har bidraget som sangsolist, kor-arrangør og kor-dirigent. Anna Mose har primært virket som klarinettist, men har også bidraget som sangsolist. Endelig er begge Mosepigerne krediteret som komponister af den smukke menuet ”Hans Keldinger”, skrevet til Kelds 50-årsdag og ofte på FIONIAs repertoire.

Dollerup
Dollerupklanen har været stærkt repræsenteret i FIONIA fra starten i 1991 ved både Kong Kjeld (torader, lejlighedsvis trommer og reservedirigent), Dronning Kirsten (violin og desværre endnu ikke cello) og kronprinsesse Camilla (harmonika, Sälja-fløjte, sangsolist og mangeårig formand). Klanlederen har desuden bidraget som komponist med det ofte benyttede ekstranummer ”Hopsa 4-tal” og en norsk inspireret ”Glad Skottis – Lifjell”.

Bomann
Bomænderne var fra starten repræsenteret ved Far John (violin og nøgleharpe), der senere fik følgeskab af sønnerne Nils og Jeppe (begge violin). Nils bidrog desuden med kompositionen ”Favorit”, der udmærkede sig ved at starte som en harmonika-vals for at fortsætte som violin-scottish og ende i et blæserdomineret swing-arrangement.

Bækkerne
Bækkerne er et violinistpar: Ole Grønbæk og Anne Drabæk. Ved FIONIAs start rådede familien kun over én violin, hvorfor kun Anne deltog. Ved tidernes gunst er det lykkedes parret at anskaffe en violin mere, så begge bække kan risle samtidigt. Nyligen har Ole endvidere genopdaget sin FDF-fortid og kan høres på kornet (det kan i hvert fald være svært at overhøre ham).

Rimer
Rimerne har begge fulgt FIONIA fra starten, såvel Grev Nils (2. violin) som Grevinde Lise Lotte (fløjte).

Graubæk
Den gamle klanleder, Jens, var med fra starten (violin, bratsch og nøgleharpe) og har bidraget til den mere følsomme del af repertoiret med to FIONIA-hits, ”Højby Engelsk” og ”Bjørnen”, og desuden med ”Valsen til Herluf”. Arvtageren Michael (violin) deltog også i de fionistiske løjer inden den professionelle karriere tog over.

Broe
Ved FIONIAs start gjorde især kronprinsen Mikkel sig bemærket, idet han betjente det ubetinget kraftigste instrument, trommesættet. Den gamle Kong Jørgen fik dog generobret magten idet han gennem skift fra violin/bratsch over akustisk guitar til el-guitar (kongen af Gibson) fik mulighed for efter ønske at dominere lydbilledet med sit kraftfulde udtryk. Kongen har desuden bidraget med kompositionerne ”Tørvals”, ”Sommervals Millenium” og ”Tobo Hopsa/Rocksa”.

Brylle
Endnu et slagkraftigt dynasti, hvor Rasmus fra den unge generation gjorde en stærkt hørbar indsats bag trommerne. Far Arne havde et fredeligere udtryk med violin og sang.

Schmidt
Matriarkatet Schmidt består af de kvindelige vel- og violinspillende søstre Dorte og Mette. En kortere overgang deltog også Mettes to døtre på hhv. fløjte og violin. Der er ikke kendskab til mandlig Schmidte i FIONIA-sammenhæng.

Tsarinaerne
De to søstre Karen Elise (Pedersen af Tommerup St.) og Jytte (Thellesen af Tranemosegård) har fra starten bidraget med godt humør, administrativt og festligt arbejde og hhv. violin og harmonika. Tsarinaen fra Tommerup optræder desuden med tambourin og som sangsolist.

Jensen
Navnet giver jo ikke umiddelbart indtryk af noget ekstraordinært, men Kejser Jens Bo er en usvigeligt sikker tenor-saxophonist, som formår at overdøve den samlede blæsergruppe, men af musikalske grunde undlader at gøre det; faktisk foretrækker han ofte at spille violin. Kronprinsesse Anna er ligeledes usvigeligt sikker på diverse blokfløjter og dertil en skattet sangsolist.

Aagaard
Anna og mor spillede et par sæsoner i FIONIA. Den ganske unge Anna ønskede at spille med, men måtte transporteres fra sin landlige bopæl til øveaftener af sin moder, som så spillede med, da hun jo nu alligevel skulle være der til datteren skulle hjem igen. To violinister til prisen for én!

Mig og Fionia
Af Anne Louise Schmidt – medlem af ”Fionia”, 2007 – 2018.
Juni 2021

Jeg kom med i fionia, fordi en veninde hev mig med, ”vi kunne godt bruge en saxofon mere, du kan jo lige komme og prøve”. Jeg vidste ingenting om, hvad jeg havde sagt ja til, men jeg hængende i over ti år!

Det har altid været rigtig hyggeligt at spille med i orkesteret. Der har været masser af god musik, men også tid til hygge og lidt sjov og ballade. Der var fx altid en venskabelig kamp mellem blæsergruppen og resten af orkesteret. Måske en diskussion om lydstyrke, eller hvornår der blev ”truttet” for meget. Per på klarinet var altid klar med forslag til, hvordan der kunne tilføjes lidt mere krydderi i blæsergruppen, måske ekstra stemmer og skæve toner eller endda koreografi med instrumenterne. 

Og jeg synes faktisk, at vi var gode – ikke kun blæserne, men hele fionia. Men efter en koncert, som mine forældre havde hørt, sagde min mor, ”ej I var meget bedre end jeg forventede!” Da jeg blev lidt fornærmet over den kommentar, prøvede hun at forklare det med, at vi virkelig var gode, og altså bare endnu bedre, end hun havde forventet. Om det så lød godt (bedre end forventet) eller ej, så var det i hvert fald altid en fest at være med fionia på scenen – man skulle bare lige være klar til at spille alt 10 % hurtigere end normalt, for det skete til hver koncert!

Da jeg havde været med i fionia i lidt tid, blev jeg også lokket med i bestyrelsen. Vi aftalte egentlig, at vi ville deles om opgaverne og bare ville sætte en formand af navn. Der var jeg så dum nok til at sige, at så var det jo lige meget, hvem der var formand – og bum, så var det mig 

Men jeg fik også lov til at lege lidt som formand, jeg rodede blandt andet med hjemmesiden, lavede roll-ups, vi havde med ude til koncerter, og til sidst fik jeg også lov til at komme med nye forslag (til intern afstemning selvfølgelig) til et nyt logo. Om ikke andet så har jeg da i hvert fald med det sat et lille præg på fionia